Da Fur havde sit eget Tingsted

af Jens V. Olsen, Roskilde


En artikel fra Skiveegnens Jul 1989
(revideret og suppleret marts 2008 og december 2009).

For et års tid siden, mere præcist den 29. oktober 1988, blev der afsløret en mindesten på Bostrup Tinghøj i Lyby  sogn. Anledningen var, at 300 år tidligere var de fire herredsting i Salling slået sammen til et enkelt: Sallingland Herreders Ting.

På stenen er indhugget fire mærker, nemlig seglene for de fire herreder: Rødding, Hindbog, Harre og Nørre herreder. Det er, som om man har glemt, at der var tre mindre birker, som var selvstændige retsområder, beliggende indenfor herrederne, men uden for herredstingenes jurisdiktion. Det drejer sig om Krejberg birk, også kaldet Spøttrup birk, der var af meget gammel oprindelse. Allerede før 1442 hørte Krejberg birk til biskoppen i Viborg og til Viborg Domkapitel. Det andet mindre birk var Aasted birk. Aasted birk omfattede det gods, der hørte under herregården Østergård, idet Iver Krabbe den 4. juli 1560 fik birkeret på sin hovedgård Østergård og Aasted sogn.

Det sidste af de mindre birker var Furland birk, der oprindeligt var et gejstligt birk under Viborg Domkapitel, men blev kongeligt birk efter reformationen. Alle disse birker og herredsting blev ved et kongeligt reskript af 13. marts 1688 slået sammen til Sallinglands herreders ting, som nu fik tingsted ved det gamle sysselsting på Bostrup Tinghøj.

Fra tiden før 1688 er der ikke bevaret en eneste tingbog fra de gamle herredsting og birker; men der er dog bevaret en række retsdokumenter, de såkaldte tingsvidner, hvor et udsagn, eller en dom på tinget blev skriftligt bekræftet, beseglet og videresendt til den myndighed, der krævede en sådan officiel tingbogsudskrift. De ældste bevarede tingsvidner fra Fur stammer fra året 1531, men endnu ældre tingsvidner er omtalt i sager, der blev appelleret til en højere instans.

Det var langt fra altid forbrydelser eller tvistigheder, der blev behandlet på tinget. En lang række af de tingsvidner, der er bevaret fra 1600-tallet, drejer sig således om skattebilag. For at undgå at betale ekstraskat fik mange, både bønder, husmænd og håndværkere udstedt et tingsvidne, hvori det bekræftedes, at de var så ubemidlede, at de burde slippe for skatten.

På Fur lå tingstedet ved kirken på marken lige ud for indgangen til kirkegården ved præsteboligen. Den mark hed i gamle dage Tingagre. Selve tingstedet bestod af fire tykke bjælker i en firkant. På disse "stokke" sad de 8 stokkemænd, der skulle bevidne, hvad der skete på tinget. De anklagede og vidnerne, der blev udspurgt, befandt sig under handlingen inden for de fire tingstokke. Tinghandlingerne blev ledet af birkefogeden, der fungerede som dommer og som offentlighedens repræsentant. Fogeden blev assisteret af tingholderen, som ofte var en af stokkemændene; han har nok stået for den praktiske afvikling af handlingerne. Den sidste faste person ved tinget var tingskriveren, der nedskrev alt hvad der hændte på tinget samt udformede de tingsvidner, som er nævnt tidligere skriverstillingen var et betroet hverv. Skriveren måtte være troværdig, da mange menigfolk ikke kunne læse - de måtte alligevel kunne stole på at det han skrev var rigtigt.

Der findes ingen billeder af et dansk tingsted, men det gamle træsnit fra Olaus Magnus: Historia om de Nordiska Folken fra 1555, giver dog en fornemmelse. Vi ser en af  tingstokkene med stokkemændene og et par vidner, der udtaler sig.

Fra Fur kender vi kun en skriver. Han hed  Peder Jensen Skriver og boede i den vestligste part af Grisildgård. Der er bevaret mere end tyve tingsvidner fra hans hånd i perioden 1631-1668. Nederst på dokumenterne har birkefogeden, tingholderen og skriveren sat deres segl, idet den nederste kant af papiret er foldet over en klat voks, hvorpå de har trykket deres signet. Peder Jensens segl viser et bomærke bestående af bogstaverne I P på kryds.

Peder Jensen Skriver (1631) Niels (T) Vinther (1632) Knud Nielsen Vinther (1654) Peder Jensen Birkefoged (1655)
En række seglmærker fra Fur Birketing

Af stokkemænd eller ottemænd, som de også kaldtes, kender vi i samme periode navnene på langt over 50 furboere, som alle var godkendte af landstinget i Viborg, der var næste højere instans, hvortil birketingets afgørelser i tvivlstilfælde kunne ankes.

Birkefogeden var valgt af godsejeren - i Furs tilfælde af lensmanden over Ærkedegnedømmet ved Viborg Domkapitel; men han skulle sandsynligvis også godkendes på landstinget. Hvis det skete, at birkefogeden var syg, eller han selv var part i en sag, så kunne en af de mere øvede stokkemænd fungere i fogedens sted - dette har vi flere eksempler på.

Listen af birkefogeder ved Fur birketing, som vi har kendskab til, begynder med Jørgen Krabbe, der boede i Præstegård - øens største gård, lige syd for kirken. Han nævnes i årene 1531-1536. 30 år senere finder vi i året 1567 Jens Vinther, der bor i Lundgård, som birkefoged. Han er den ældste, vi kender af Vintherslægten, som vi skal høre mere om senere. I året 1598 hed fogeden Gravers Andersen. Han boede i den østre "tvillinggård" i Engelst (nu Engelstvej 12) og var sandsynligvis gift med Maren Jensdatter, en datter af Jens Vinther. Gravers Andersen følges før 1622 af  Niels Vinther i Grisildgård (østre part). Niels Vinthers signet udviser bogstaverne N T, så hans familienavn har nok været Thomasen eller Thøgersen. Da han også menes at være beslægtet eller besvogret med den gamle Jens Vinther, hælder jeg i dag til den teori, at han var gift med en anden datter af Jens Vinther - og oven i købet havde arvet Vinthernavnet fra ham.

I sommeren 1632 døde den gamle Jens Knudsen i Lundgård og efterlod enken Maren Pedersdatter og hendes søn af et tidligere ægteskab Niels Pedersen, der boede i Lendum. I den anledning udstedtes et tingsvidne på Fur birketing fredag den 6. juli ved birkefogeden Niels Vinther. Her bevidnedes, at enkens søn på hendes vegne tog nøglerne til huset og kastede dem på graven, idet de sagde sig fri for arv og gæld. På samme tid sagde Niels Vinthers to sønner Knud Nielsen i Grisildgård og Jørgen Nielsen i Vojel sig fri for arv og gæld. De var altså også arvinger efter Jens Knudsen. Da deres far ikke var arving (ellers kunne han ikke dømme i sagen), måtte deres mor være død og sandsynligvis være datter af Jens Knudsen i et tidligere ægteskab - før Maren.

Min teori går ud på, at Jens Knudsen i Lundgård var identisk med Jens Vinther samme sted - trods det store spand af tid. Dersom vi antager, at Jens (Knudsen) Vinther var født omkring 1540, var han blevet birkefoged i en alder af godt 25 år - det er noget tidligt, men ikke umuligt - især ikke hvis han havde giftet sig med den tidligere foged Jørgen Krabbes datter, og derigennem havde arvet hvervet. Dette sidste er dog ren spekulation - selv om det kunne forklare navnene på Niels Vinthers sønner. Jørgen var i så fald opkaldt efter sin mormors far, medens Knud var opkaldt efter sin morfars far, der må have heddet Knud (Vinther). Jens Knudsen måtte så have været godt 90 år, da han døde i 1631. Han må have været ualmindelig livskraftig især, da han kun et par måneder før sin død optrådte som en af de 24 dannemænd, der var sammenkaldt for at bevidne 25 husmænds manglende evne til at betale skat.

Niels Vinther blev omkring 1640 efterfulgt af sønnen Knud Nielsen Vinther, der nogle år forinden var blevet gårdmand i Præstegård. Han må være født omkring år 1600 og har sikkert giftet sig til gården. Knud var birkefoged i 15 år, indtil han efter sin død blev fulgt af Peder Jensen i Grisildgård, der havde vikarieret i fogedens sted kort før jul 1654, men var blevet birkefoged året efter. Peder Jensen Birkefoged, hvis signet vi også kender, må endelig ikke forveksles med skriveren. De boede samtidig i hver sin part af Grisildgård, idet Peder Foged havde overtaget Niels Vinthers gårdspart.

Niels Vinther var blevet gift anden gang med Anne Thorsdatter, med hvem han fik børnene Thor, Anders og Anne. De tre børn må have været mindreårige, da faderen døde, hvorefter enken havde giftet sig med den Peder Jensen, som overtog den gamle birkefogeds gård, og da Knud døde tidligt, har Peder på en måde arvet birkefogedhvervet. Peder Jensen optræder endnu som birkefoged i 1668 ved den trolddomssag, jeg har fortalt om i Skiveegnens Jul 1985. Peder Foged nævnes sidste gang i 1675 og fire år senere ser vi gårdsparten overtaget af stedsønnen Anders Nielsen Vinther.

Birkefogedhvervet har Anders ikke arvet, da den sidste birkefoged på Fur hed Christen Jensen. Han var foged i 1683, da markbogen fortæller at han havde fået tildelt et stykke jord på Mosebjerg Fløj, "som hannem af samtlige bønder er bevilget". På dette sted havde Anton Poulsen Bro for 50 år siden sit gartneri "Moseborg".

Christen Jensen var højst sandsynlig en yngre bror til Peder Jensen. Han sluttede sit birkefogedhverv i 1688, da Fur birk sammenlagdes med de øvrige tingsteder i Salling. Der blev dog lavet en særordning for furboerne, når Sallingland herreders ting fremover skulle holdes på Bostrup Tinghøj.

Det fremgår af de jyske landsdommeres betænkning fra 1687, at Furland da var et kongeligt birk; men hverken foged eller skriver havde nogen kongelig bestalling - derfor kunne man let lægge birket under det nye herredsting - "men som fjorden i storm og uvejrs tider er vanskelig at komme over så indbyggerne muligt ikke, når de ville, kunne møde til ting... kunne det være nok, om der blev holdt ting der på landet fire gange om året... fogden og skriveren i Salling skulle fire gange om året rejse der over og holde ting, som forsvarligt og skrive de otte mænd til stok af dem selv på landet, hver gang ting skulle holdes ... så retten forsvarlig blev administeret indbyggerne til mindste besværing. Imidlertid kunne der en delefoged på landet beskikkes, som skulle være i fogdens sted imellem tingenes holdelse, al uskikkelighed på landet at forekomme".

Denne delefoged kaldtes på Fur for en "bojfoged". Allerede i 1682 kaldtes den sidste birkefoged en enkelt gang Christen Jensen Boyfoged.

Inden 1691 blev bojfogedhvervet overtaget af Jens Christensen Sohn, der nok var søn af Christen. Jens Sohn blev stamfader til Sohn slægterne på Fur. Bojfogedhvervet arvedes af Jens Christensen Sohns enkes anden mand og gik siden i arv til svigersønner gennem godt 100 år. Bojfoged- senere kaldet budfogedhvervet fik mindre og mindre betydning frem til sidst i 1700-årene. Sognefogeden tog sig af eventuelle tvistigheder, og rejsen til herredstinget, der nu var flyttet til Skive, var heller ikke helt så besværlig.

Den sidste budfoged Christen Christensen, som boede i Madsbad, fiskede ofte ved Livø, og når han skulle sejle hjem med sin last, sagde han ofte - "nu ville det være rart med en gammel Vesten" - derfor fik han tilnavnet Vester, som siden er blevet officielt slægtsnavn for mange af hans efterkommere. Lad os til slut se, hvorledes det gik den gamle birkefogedslægt: Vinther'ne

Jørgen Nielsen Vinther blev som nævnt fæstegårdmand i Vojel (den sydligste gård). Han optrådte flere gange som tinghører og ottemand, og han blev siden delefoged og lokal repræsentant for lensmanden Jørgen Rosenkrantz på Kjeldgård. I året 1650 var Jørgen Nielsen værge for Maren Jensdatter på Fur, der ifølge en dom i Slet Herreders tingbog fra 30. maj 1650, gav afkald på al arv efter hendes salige broder Jens Jensen Vinter, som boede og døde i Salling sogn i Himmerland. Maren og Jens må være børn af den gamle Jens Vinther. Jørgen Nielsen døde i 1662, da han faldt på stuegulvet og brækkede halsen (også omtalt i Skiveegnens Jul '85). Hans to børn var sandsynligvis mindreårige, for det blev nevøen, birkefogedsønnen Gregers Knudsen, som overtog hans gård. I dag ejes stedet af Hans Mikkelsen, som er en af de mange efterkommere efter Gregers, og derigennem af den gamle Vinther slægt.

Gregers' bror Niels Knudsen Vinther overtog fødegården, halvparten af Præstegård, efter at deres moder som enke i en årrække havde stået for den.

Den sidste af birkefoged Niels Vinthers sønner: Anders Nielsen Vinther, der i første omgang var for ung til at overtage fødegården, fik den som nævnt til sidst. Han blev gift sent, og da han døde omkring 1688, var hans søn Niels Andersen Vinther mindreårig, og Anders' enke Kirsten Jensdatter blev gift med en mand, der mærkværdigvis også hed Niels Andersen. Sidstnævnte kom fra Debel, han overtog gården og efterlod den siden til sin søn. Den unge Niels Andersen Vinther voksede sikkert op hos moderen og stedfaderen, indtil han rejste til fastlandet, hvor han i 1710 fik fæstebrev som møller i Selde. I 1741 gik møllerhvervet i arv til hans søn Knud Nielsen Vinther. Der findes en stor efterslægt efter dem.

Birkefogeden Knud Nielsen Vinther fik en meget omfattende efterslægt på Fur. Det er således, at langt de fleste indfødte furboere i dag er efterkommere efter den gamle birkefogedslægt Vinther selv om slægtsnavnet hurtigt gik af brug. Den sidste furbo, der bar navnet var Hans Nielsen Winther. Han var født i 1760 og var oldebarn af Knud birkefoged. 1 1820'erne boede Hans som enkemand uden børn i et hus i Nederby, der ejedes af præsten Ole Sørensen. Da Hans Nielsen Winther døde i 1827, solgte Ole Sørensen huset til degneenken Frederikke Wirenfeldt Amtrup, der siden overlod det til sin svigersøn, den kendte Rasmus Henrik Kruse, der for mere end 100 år siden skrev sin "Beskrivelse af Øen Fur". Huset, som Kruse kaldte Sorgenfrie, beboes i dag (i 1989) af forhenværende museumsforstander Magne Brejner, der også tæller de gamle birkefogeder blandt sin forfædre.

Litteratur:
Henrik Fibæk Jensen: Bostrup Tinghøj (Skivebogen 1988) 
Hans Knudsen: Gamle jydske Tingsteder og Retsdage (Jyske Samlinger 4 rk.)
Mogens Lebech: Jyllands gamle Retskredse.


Efterskrift.
I de 20 år, der er gået siden artiklen blev skrevet, er der fundet nogle vigtige kilder, der giver yderligere oplysninger om de personer, der er nævnt i artiklen.
De vigtigste detailler er indarbejdet i teksten ovenfor, hvorfor den flere steder fremtræder anderledes end i den oprindelige artikel.