En jordfunden seglstampe, og hvad deraf fulgte...

af Jens V. Olsen


En artikel fra Årsskrift 1999 - Roskildeegnens Selskab for Genealogi og Personalhistorie

I sommeren 1998 fik jeg besked fra mine venner i museet på Fur, at man havde fundet en seglstampe i jorden. Den var fundet ved en systematisk gennemgang med en metaldetektor på en mark, hvor der skal bygges et antal huse.

Seglstampen er af bly og er nærmest formet som et groft søm med et øje i den spidse ende og et stort ovalt hoved, hvori ejermærket er indgraveret således, at stampen i et blødt materiale kan præge ejermandens initialer I P og hans bomærke, et timeglas med en tværstreg.

IP segl Seglets form, ovalen med bomærket i et skjold siger mig umiddelbart, at det er fra første halvdel af 1600-tallet.

Hvordan kan jeg vide det, jo jeg har gennem årene samlet alt, hvad jeg er stødt på af seglaftryk fra Fur. Og fra årene 1630-1660 foreligger der en lang række sådanne aftryk.

Jeg har under mit arbejde med at samle kilder om Fur, systematisk gennemgået alle ekstraskattemandtallerne fra bl.a. 1600-årene. De findes i lensregnskaberne for Skivehus len i Rigsarkivet. Normalt vil man i disse ekstraskattemandtaller år efter år kunne finde hele rækker af navne på både gårdmænd, husmænd og håndværkere; men når det gælder Fur, er der en helt speciel situation.

Allerede i 1570 gav Fr. II furboerne det privilegium, at de, når der skulle udskrives skat, kun skulle betale for 25 hele gårde, selv om der var ca. 40 gårde på øen. Privilegiet blev bekræftet af de næste to konger.

Et tingsted Det betød, at hver eneste gang, der blev udskrevet ekstraskat, og det skete mange gange, både under Chr. IV og sønnen Fr. III, så måtte furboerne i gang med at søge om nedsættelse. Det skete i form af et eller flere tingsvinder, som blev udformet på det lokale birketing under den lokale birkefoged, assisteret af tinghøreren og birkeskriveren. Og disse tre personer bekræftede dokumentet ved at besegle det, idet den nederste kant af papiret blev bukket op over tre voksklatter, hvorefter de med deres seglstamper prægede deres mærke, hver på sin klat.

I øvrigt nævnes altid navnene på de otte stokkemænd (også kaldet ottemænd), der på tingstokkene sad og bekræftede, hvad der skete inde i den firkant, som stokkene dannede, og hvor den officielle handling skulle finde sted. Ligeledes nævnes i disse tingsvinder en lang række navne på de furboer, som ikke kunne betale skatten. Til gengæld nævnes ikke ét eneste navn i selve skattemandtalslisterne, kun at furboerne skulle betale for 25 gårde.

I dag kan disse bilag til ekstraskattemandtallerne kun ses på film; men, da jeg for 25 år siden samlede informationerne, var det de originale dokumenter, jeg havde i hænderne. Det lykkedes mig den gang med stor forsigtighed at lave stanniolaftryk af et stort antal seglaftryk, og da jeg samtidig har registreret hvem, der fungerede på tinget, har jeg i dag en samling på 16 seglaftryk fra kendte personer, siden suppleret med ialt tre jordfundne seglstamper fra samme periode, hvoraf der ikke er fundet aftryk.

Da jeg i mit arbejde med furboerne har identificeret samtlige fæstebønder på Fur fra 1600-tallets begyndelse, så var det nærliggende at se, om vi kan identificere ejeren (I.P.) af det nyfundne segl.

Udskiftningskort Seglet blev fundet ved Hvirp Toft, som ses på dette udsnit af udskiftnings-kortet fra 1801. Toftejorden hørte til gården med udskiftningsnummer 19.

Det viser sig nu, at den mest sandsynlige I.P. er den første kendte fæstegårdmand i denne gård, nemlig Jens Pedersen, der nævnes fra 1611 og til 1631. De næste fæstere i gården er Peder Jensen, der nævnes i jordebøger og diverse tingsvinder fra 1635 og til 1654 efterfulgt af Christen Jensen, der allerede nævnes i 1646. Christen Jensen nævnes frem til 1688; men allerede fra 1682 kommer sønnen Jens Christensen ind på gården.

Nu kommer næste kapitel, for vi kender Christen Jensen i Hvirps seglmærke.

CIS segl Det ses her som tegning og det særlige er, at hans bomærke er det samme som Jens Pedersens, blot drejet 90 grader.

Fra bl.a. Helsingør ved man, at bomærker ofte gik i arv fra far til søn, og gerne med en lille ændring. Mon ikke Christen Jensen er søn af Jens Pedersen, og har brugt hans bomærke, men har varieret det ved at dreje det en kvart omdrejning. Christen optræder mange gange på birketinget, både som vidne og ottemand samt flere gange som tinghører mellem 1648 og 1668, og det er fra sidstnævnte hverv, vi har hans seglaftryk.

Men hvad så med Peder Jensen. Fra perioden 1635 og til september 1654 optræder han mange gange på tinge som vidne og som ottemand, men ikke med noget seglaftryk. Til gengæld dukker en Peder Jensen op i en anden sammenhæng. Lidt nord for gården i Hvirp ligger den store Grisildgaard, som beboedes af ikke mindre end tre familier. I den østre part boede birkeskriveren Peder Jensen, som vi kender i dette hverv mellem 1626 og 1668.

I den vestligste part boede, indtil i hvert fald 1638, birkefogeden Niels Vinter. I perioden 1641 til september 1654 var han afløst som birkefoged af sønnen Knud Nielsen Vinter, der boede i Præstegårde.

Imidlertid ser vi i december 1654, at en Peder Jensen i Grisildgaard fungerer i fogedens sted, og det er ikke skriveren. Fra november 1655 og til 1675 er Peder Jensen i Grisildgaard birkefoged (Billede af tingsvinde fra 23. nov. 1655). Der er ingen tvivl om, at denne Peder Jensen har giftet sig med Niels Vinters enke (af hans andet ægteskab) og har bosat sig i den vestre part af gården. Peder Jensen Birkefogeds segl kender vi, og nu fortsætter følgeslutningerne.

PI segl Hvis vi sammenligner Peder Jensens bomærke med Jens Pedersens, kan vi let se en sammenhæng. Hvis vi fjerner den halve tværstreg og drejer den nederste streg, så bliver Jenses mærke til Peders. Når vi så ser nærmere på datoerne ovenfor, så må jeg automatisk slutte, at det er Peder Jensen i Hvirp, der i efteråret 1654 er flyttet til Grisildgaard til den gamle birkefogeds enke, og siden har "arvet" fogedstillingen. Til gengæld er lillebror Christen blevet fæstebonde i fødegården i Hvirp.

Så vidt, så godt. Nu kan vi lave et lille slægtstræ med bomærker omfattende stamfaderen Jens Pedersen og hans to sønner Peder Jensen og Christen Jensen; men jeg er ikke færdig endnu.

Vi ser, at birkefogedhvervet i Vinter-slægten går i arv fra far til søn, og da sønnen (Knud) dør pludseligt, før end en af hans sønner var klar til at springe til, er det faderens enkes nye mand, det kommet til. Peder havde jo mange gange optrådt på tinge, så han vidste alt om, hvordan det foregik.

Peder Foged nævnes sidste gang i 1675, men Fur birketing eksisterede helt til 1688, da det blev nedlagt, og Fur i juridisk henseende kom under det nye samlede Sallinglands herredsting. De sidste år optræder en ny birkefoged. Han hedder Christen Jensen og kaldes dels birkefoged, dels bojfoged. Ordet bojfoged var fra 1688 titlen på den lokale myndighedsperson på Fur, der kunne mægle i mindre stridigheder, så man ikke skulle til Salling for at blive dømt.

Lige som jeg i lang tid ikke kunne placere Peder Jensen Birkefoged og hans bomærke, således kunne jeg heller ikke placere den sidste birkefoged Christen Jensen, især fordi der ikke er fundet noget seglaftryk fra ham i den egenskab.

Men med den ovennævnte viden om arvegangen i birkefogedhvervet og den nye viden om Peder Jensen fra Hvirp og hans broder Christen Jensen, som også var meget bekendt med sagsgangen på det lokale ting, så følgeslutter jeg til sidst, at Christen Jensen Birkefoged / Bojfoged er identisk med Christen Jensen i Hvirp, og at han har arvet birkefogedhvervet, fordi den ældre bror Peder er død mellem 1675 og 1682, da Christen Jensen Birkefoged nævnes som sådan for første gang.

Til slut må jeg føje lidt mere slægtshistorie. Christen Jensen Bojfoged efterfølges af Jens Christensen Bojfoged, uden tvivl hans søn. Og denne Jens Christensen Bojfoged, som en enkelt gang kaldes Jens Soen, er far til Christen Jensen Sohn, døbt 25. maj 1702 i Fur kirke. Og sidstnævnte er min tip-4 oldefar.

Hvis mine teorier og følgeslutninger er korrekte, der mangler stadig en række absolutte beviser, jeg har dog ingen modstrid fundet, så er det min tip-7 oldefar Jens Pedersen, hvis seglstampe jeg havde i hånden, da jeg besøgte Fur museum sidste år.

Som nævnt havde seglstampen et øje modsat hovedet med signetet, men øjet var knækket. Bly er et blødt materiale, som det er nemt at skære seglmærker i, men som også let knækker, så mon ikke Jens Pedersen gik med sin seglstampe i en læderstrop om halsen, og så er øjet knækket ved en kraftig bevægelse, medens han har været ude, f.eks. for at pløje sin jord lige vest for gården. Seglstampen er så faldet til jorden uden, at han har bemærket det, for at dukke op igen, nu godt 350 år senere.


Seglstampen med patina efter det lange ophold i jorden

Opdateret: 23. januar 2000 af Jens V. Olsen - (e-mail)