Jordemoderen på Fur - klog kone eller heks

af Jens V. Olsen


En artikel fra Skiveegnens Jul 1985

I gamle dage var det meget almindeligt at gå til den kloge kone for at få hjælp, hvis der var sygdom enten blandt mennesker eller dyr. Det var dog ikke altid lige rart at være den, der havde særlige evner, især hvis vedkommende samtidig havde et stridbart sind og let skaffede sig uvenner. I 1600-årene skete det mange gange, at en kone i hidsighed eller tankeløshed talte ondt om en af sine uvenner, blev slæbt for retten og anklaget for trolddom.

I mange tilfælde var den anklagede ikke i stand til at vare for sig, og så kunne sagen ende med døden på bålet. Således skete det i året 1686 med de to søstre Anne og Mette Madsdatter, de såkaldte »Tise Trolde«, der blev brændt som hekse på Breum Hede.

20 år tidligere var en anden sag under opsejling på Fur det er den, der skal berettes om i det følgende.

Johanne Pedersdatter var født i Mollerup, men boede omkring 1650 i Nykøbing, hvor hun fungerede som jordemoder. Hun kom bl.a. også til Fur for at hjælpe ved barnefødsler, og senere bosatte hun sig med sin mand Søren Mikkelsen på Fur, og det er her sagen begynder.

Den 10. juli 1668 mødte Christen Jensen Skipper op på Fur birketing og beskyldte Johanne Pedersdatter Jordemoder for, at hun med sine trolddomskunster havde forgjort hans hustru Maren Thomasdatter og havde gjort hende så urolig og elendig, at hun ingen steder kunne være uden varetægt.

Samme dag kom Gravers Jensen Brun på tinget og beskyldte Johanne for, at hun havde vist den onde ånd i ham, og især i hans venstre lår, og at han havde været »ængstelig« derover i syv år. Han fremviste nu sit blottede lår og sagde til Johanne: »der havde du »indknøt« en uroligheds ånd, fordi jeg ikke ville lade mit korn høste kun for dig på en søndag morgen.«

Nu kom Gravers Jensens hustru Karen Pedersdatter frem på tinget og fortalte, at for syv år siden på nær 3 uger, da kom Johanne Jordemoder til hende i deres hus og spurgte, hvad hun bestilte: »Jeg lægger noget ringe korn ind i ovnen til et måltid«. Da beklagede jeg mig til Johanne Jordemoder og fortalte, at min mand Gravers Jensen var så ganske syg og ilde tilpas. Da sagde Johanne til mig: »Vil du gøre det, som jeg siger dig, da skal han blive bedre. Du skal tage af dit eget blod og give ham det tre gange, så bliver han meget bedre«. Karen tog det en gang og gav ham det en dag. Straks da han fik det, blev han meget dårlig, hvorefter han hoppede og sprang rundt på jorden som et dyr eller andet bæst.

Endnu samme dag fremkom for tinget Thomas Nielsen Bjerregaard i Nederby, fordums borger i Nykøbing og bevidnede, at syv uger efter at Gravers Brun var besat med en ond ånd, da var Thomas kommet til Fur, hvor han havde en besked til Johanne Jordemoders mand Søren Mikkelsen. Da han var kommet ind til dem og havde budt dem Guds fred, da sagde Johanne: »Thomas, har du hørt, at Gravers Jensen Brun beskylder mig for, at jeg har vist ondt på ham, og han beskylder mig for en troldkvinde.« »Nej, det har jeg ikke hørt, før end du nu nævner det«. Da svarede Johanne Jordemoder: »Dersom han endnu ikke har fået nok, så skal han få dobbelt så meget ondt.«

Thomas Nielsen og hans hustru Maren Jakobsdatter bevidnede yderligere, at nogen tid derefter var Johanne atter kommet til deres hus i Nykøbing. Da havde da spurgt hende om, hvorledes Gravers Brun nu havde det. »Han skal få det endnu meget værre her efter, det skal jeg love ham«, havde Johanne svaret.

Nu stod fem furboere frem på tinget og berettede, at de den forrige mandag befandt sig ved præstens, hæderlige hr. Villads Lauritzens vestre port sammen med Christen Jensens Skippers hustru Maren Thomasdatter. Her beklagede hun sig »hardeligen« over Johanne Jordemoder til præsten, fordi hun ingen rolighed kunne have siden i går, da der holdtes bøn for hende, at Gud ville oplade hendes mund, så hun kunne sige sandheden, om noget menneske var skyld i hendes store urolighed. Hun havde fortalt præsten, at det var Johanne Jordemoder, den troldkvinde i Madsbad, der havde gjort det ved hende, og det bad præsten dem alle huske.

Til sidst kom Inger Pedersdatter i Nederby frem for tinget og bevidnede, at tre dage efter pinse nærværende år, var Johanne Pedersdatter Jordemoder efter ønske kommet i Christen Jensen Skippers hus. Da havde Johanne taget det døde barn, som Christen Jensens hustru havde født, mens han var bortrejst. Dette barn havde hun lagt i en æske af egetræ, som hun tog under sin kåbe og bar ned til kirkegården, hvor hun begravede den i nørre side af en anden grav.

Endelig fremkom fire furboere og bevidnede, at de var tilstede sidste mandag, da Christen Jensen Skipper spurgte Johanne Jordemoder og Inger Pedersdatter om, hvad de havde gjort ved det døde barn, som Johanne havde begravet på kirkegården. Da gik hun med dem hen på kirkegården, hvor æsken med barnet var blevet gravsat. Graven blev opkastet, og der fandtes intet, hverken af barnet eller æsken, som det var lagt i.

Nu var sagen startet, og den følgende fredag, da retten igen blev sat på tingstedet uden for kirken, var man kommet i tanker om andre oplevelser med jordemoderen. Således stod Johanne Iversdatter i Debel frem for tinget og bevidnede med oprakt finger og ed, at for 18 år siden, da kom Margrethe Jakobsdatter til hende og beklagede sig over, at de havde et øg for ploven, der var sygt. Da havde Johanne Pedersdatter rådet dem til, at dersom de kunne få et diende drengebarn og sætte det på øget, så ville det blive rask. Johanne Iversdatter lånte dem da sit barn og satte det på det syge øg. Barnet døde den følgende nat.

Margrethe Jakobsdatter fra Grisildgaard vidnede nu om den samme sag, at da hun for 18 år siden var ude på Debel mark med sin faders plov for at pløje deres jord, da havde hun et sygt øg for ploven, og da kom Johanne Jordemoder fra Nykøbing til hende. Hun spurgte så, om Johanne kunne give hende et råd for det syge øg. »Du skal låne et diende barn og sætte det på øget, og så vil det blive bedre«. Da lånte hun et barn af Johanne Iversdatter, som hun selv satte på øget, og dyret blev straks vel tilpas.

Fjorten dage senere vidnede Thomas Nielsen Bjerregaard, at kort efter Mikkelsdag i året 1662 var Johanne Pedersdatter Jordemoder kommet til dem i deres hus i Nykøbing. Da spurgte de hende, om hun var kommet over med Jørgen Vinter. Da svarede hun: Nej, jeg kom ikke over med ham, for han ville have mig brændt, og lade mig kaste på ilden den gang, det brændte hjemme hos mig. Derfor skal han få en djævelens færd og ulykke, om ikke jeg hedder Johanne. Det skal jeg love ham. Og nogen kort tid der efter var Jørgen Vinter faldet på sit stuegulv, da han gik rask og rørig, og han slog sin hals sønder.

Samme dag kom Anne Terkildsdatter i Bjerregaard og bevidnede på tinget, at Johanne Jordemoder var kommet ind til hende i hendes hus, den gang Jørgen Vinter var død, og da havde Johanne sagt til hende: »Du ved vel, at det var djævelen, der slog hans hals sønder«.

Birgitte Christensdatter på Gaden bevidnede, at Johanne var kommet til hende, efter at Jørgen Vinter var død og fortalte, at hun havde fået hævn på alle sine uvenner. Hun havde også fået hævn på Jørgen Vinter, for han ville lade hende kaste på ilden.

Allerede efter de første anklager var Johanne Pedersdatter blevet grebet, og var blevet anbragt i fængsel i et hus, hvor hun sad fæstnet med jern om højre ben; men her skete også et par episoder. En mærkelig detalje fortalte Jens Sørensen i Bjerregaard og Søren Thomesen i Dalsgaard. De havde den 23. juli været tilstede i det hus, hvori Johanne sad fængslet, og der havde de set, at hendes højre ben og fod var fri fra det jern, hvormed hun var blevet hæftet, og jernet på bolten, som skulle sidde om benet, var rettet helt ud. Det kunne jo godt se ud som trolddomskunster.

Det berettedes også, at Christen Jensen Skipper en dag havde været inde, hvor Johanne sad fængslet, og havde spurgt hende, om hun kunne give ham et råd for hans hustrus store svaghed. Da havde Johanne sagt: »Du skal lade to præster døbe hende igen; den ene skal døbe hende og den anden skal holde hendes venstre arm - så bliver hun bedre. Jeg skal også give dig et råd til dine kalve, for at de skal leve, dersom du vil lade mig 1øse, så jeg kan komme bort. Du skal tage en gloende glød og lægge under munden på dem og hælde nymalket sødmælk der over og lade dem drikke det - så skal de nok leve«. Johanne Jordemoder bekendte selv for retten, at det var sket således.

Selv om Johanne sad fængslet, så blev hun 1øsladt hver fredag, for at hun kunne være tilstede, når retten var sat, så hun kunne høre de beskyldninger, der blev fremsat.

Så fremkom Mikkel Nielsen i Bjerregaard for retten. Han var delefoged, d.v.s. lensmandens repræsentant på øen, og som sådan fungerede han som sagfører og skulle sikre, at sagen blev ført i henhold til de gældende love og forordninger. Han tilbød nu Johanne Jordemoder, om hun kunne skaffe sig nogle fra sognet, som ifølge loven og recessen (gældende retsregler) kunne komme og forsvare hende - hvortil hun svarede, at det kunne hun ikke få nogen til.

Den 7. august 1668 stod Christen Jensen Skipper og Gravers Jensen Brun frem for retten og nævningene, lagde deres hænder på Johanne Pedersdatter Jordemoder og sigtede og beskyldte hende for en vitterlig troldkvinde at være.

Herefter samles ialt tolv nævninge, som tog hverandre i hånd og efter foregående lysning, sigtelse og de hidtil nævnte tingsvidner svor de Johanne Pedersdatter Jordemoder en »fuld kirkenævn og troldoms sag« over - og bad derefter Gud til hjælp.

Nu var sagen som sådan afgjort på det lokale ting: Johanne var dømt som troldkvinde, og straffen var døden på bålet. Imidlertid gjaldt den regel, at en dødsdom aldrig måtte fuldbyrdes, førend sagen havde været for landstinget, og var dømt der. Derfor indsendes anklageskriftet indeholdende alle de tidligere nævnte vidneudsagn til Landstinget i Viborg, medens Johanne stadig må sidde fængslet i et hus på Fur.

Det er meget mærkeligt at se, hvorledes Christen Jensen Skipper anklager og får dømt Johanne Jordemoder som troldkvinde; men han kan alligevel ikke holde sig væk fra hende. Således beretter et nyt tingsvidne, at søndag den 23. august - godt 14 dage efter domfældelsen på Fur, da kom Christen ind til Johanne i fængslet og spurgte hende: »Hvis jeg nu slap dig løs, kunne min kone da få det bedre igen«, hvortil hun svarede ham: »Så snart livet kommer af mig, så bliver din kone før (rask) igen«.

Den følgende onsdag var nogle af egnens præster samlet, nemlig provsten Hr. Henrik Ditlevsen Wrang fra Roslev, Selde-præsten Hr. Bertram Form, Fur-præsten Hr. Villads Lauritsen Ringholm og kapellanen Mogens Carstensen, og i deres nærværelse blev hun først advaret. Hun skulle ikke frygte så meget for den timelige som for den evige straf, og derfor skulle hun frivilligt erkende, om hun var troldkvinde. Her svarede hun nej; men hun nægtede dog ikke, at hun kunne signe for blodsot med sod, og hun fortalte også måden at signe på. Da hun tidligere havde bekendt, at skipperens hustru ikke kunne blive rask, før end hun (Johanne) var død, blev hun spurgt, om det var vist: »Så snart de tager livet af mig, bliver hun til pas med Guds hjælp«, lød svaret. Til sidst blev hun spurgt, om hun var skyldig i skipperens hustrus sygdom. Hun svarede, at hun tidligere havde bekendt, at det var to kvinder på landet, der var årsag dertil. Den ene var Inger i Grisildgaard, den anden Mette Krøbling på Gaden, og det var sandhed sagde hun »så sandt jeg vil at skue Guds rige«. Hvor hun vidste det fra, kunne hun dog ikke sige andet end, at de to havde været onde på skipperens hustru.

Det ser her ud til, at Johanne ikke helt har mistet modet; men at hun nu håber på at kunne slippe fri ved at skyde skylden på to andre kvinder. Som det så ofte skete i trolddomssager, var det ældre eller handicappede kvinder, der blev indblandet, og som ofte havde svært ved at forsvare sig mod en sådan anklage.

Disse to sidste bidrag til sagens oplysning blev også sendt til Viborg Landsting, som endelig den 5. september reagerede ved at udstede en stævning, hvori landsdommerne Jens Rodsteen og Villum Lange bød såvel anklagerne Christen Jensen Skipper og Gravers Jensen Brun, anklagede Johanne Pedersdatter Jordemoder, fuldmægtigen Mikkel Nielsen i Bjerregaard såvel som alle øvrige furboere, der enten havde optrådt som vidner, kirkenævninge eller stokkemænd, d.v.s. havde været tilstede på Fur Birketing under sagsbehandlingerne. Endelig stævnedes også birkefogeden Peder Jensen, som havde udstedt sigtelsen og nævningseden, til alle at møde for landstinget i Viborg den 7. oktober 1668. På bagsiden af stævningen noterede Christen Jensen Smed den 28. september, at han havde været rundt hos alle og havde læst stævningen op for dem.

Nu kom der atter gang i sagen. De fleste af de involverede var raske nok til at møde op på det lokale ting for at give deres besyv med; når de nu skulle rejse helt til Viborg, var sagen en anden. Først udsteder 10 af kirkenævningene en fuldmagt til de to sidste om at repræsentere dem alle og bekræfte nævningseden, som om de selv var til stede. Dernæst udsteder ikke mindre end 31 furboere fuldmagt til Jens Sørensen i Bjerregaard og Niels Nielsen i Nederby om at bekræfte deres udsagn på deres vegne, som om de selv var tilstede. Fuldmagten blev så bekræftet med deres navne, bomærker eller segl.

Fuldmagt - forsiden Fuldmagt - bagsiden
Forsiden af fuldmagten fra 1 okt. 1668 Bagsiden af fuldmagten fra 1 okt. 1668

Som et afsluttende bidrag i sagen blev Johanne Jordemoder den 2. oktober fremstillet for Fur Birketing og bevidnede, at hun ved kyndelmisse tid var i Mette Mortensdatters hus på Gaden, at hendes datter Ane skulle bære noget aske ud for hende, og da snakked hun med Mette, som hun sad på sin seng. Mette havde sagt: »Hvad tøkker dig om Christen Skippers hustru - hun har sagt, at alle de fisk i fjorden var djævelen i vold, jeg kunne ikke have min mand fra fjorden. Hun er en forstokket kvinde, hun vil intet godt gøre mig, jeg skal få råd til hende«. Da sagde Johanne: »Var din sjæl, at den ikke kommer til helvede«.

Johanne blev yderligere spurgt, om Mette Mortensdatter var skyldig i Christen Skippers hustru hendes sygdom. Hertil svarede Johanne med sin oprakte finger og højeste ed og sagde - ja, hun var den skyldige.

Nu manglede kun turen til Viborg. Det har sikkert taget et par dage for de involverede at rejse til Viborg; men onsdag d. 7. oktober 1668 fremstod Johanne Pedersdatter Jordemoder for Viborg Landsting til »examenering«. Hun blev spurgt, om hun var skyldig i Christen Skippers hustrus svaghed. Nu sværgede hun, at hun ikke kunne sige nej, for hun havde jo hjulpet med et ord eller to dertil; men Mette Krøbbelkone på Gaden og Inger i Grisildgard - de havde gjort det!

Endelig voterer landsdommerne. De er jo helt upartiske, og på ingen måde følelsesmæssigt involveret i sagen, så de ser ganske objektivt på det fremlagte materiale og giver hurtigt deres konklusion:

Der er aldeles intet fremlagt, der på ringeste måde kan bevise, at Johanne Pedersdatter, enten med signen, manen eller andre utilbørligheder, langt mindre med djævelens kunster og trolddom, har haft at bestille. Sagen bør ikke komme Johanne Pedersdatter til skade i nogen måder, men være »magtesløs« og hun for denne tiltale fri at være.

Der sker en total afvisning af sagen - den kommer ikke engang til doms. Alle de mange dokumenter samles sammen og henlægges i en pakke med andre »Irettelagde dokumenter«, medens Johanne Jordemoder kan drage hjem som en fri kvinde, og de øvrige slukørede kan følge efter.

Hvad der siden skete med Johanne Jordemoder, ved vi desværre ikke. Hun optræder ikke i en eneste af de øvrige kilder, vi har fra den tid. Mange af de øvrige personer kender vi mere til; således er vi i dag mange, der er direkte efterkommere efter Christen Jensen Skipper og hans hustru Maren Thomasdatter, der blev syg - formodentlig af en fødselspsykose efter affæren med det døde barn. Det forstod man jo ikke på den tid.

De mange dokumenter blev gemt her; men pakken blev bevaret i landstingets arkiv og findes i dag i Viborg Landsarkiv (B24-126), hvor den tilfældigt blev fundet, da sagen blev opdaget sidste efterår (1984).