Nybyggere på Fur - Peder Toustrup og hans børn

af Jens V. Olsen


En artikel fra Skiveegnens Jul 1993

Under mit arbejde med udredningen af Fuurlands ejendomshistorie er jeg stødt på et antal mindre huse fra midten af forrige århundrede der forlængst er forsvundet igen. De var ofte bygget på ret afsides steder og som regel på lejet jord.

Imidlertid konstaterede jeg, at en del af disse huse kunne relateres til en enkelt søskendeflok, nemlig Peder Toustrups børn og svigerbørn. Det er dem, der fortælles om i det følgende. Lad os dog først starte med forældrene.

Peder Toustrup selv var født med navnet Peder Andersen i landsbyen Toustrup i Durup sogn ca. år 1776. Der findes ikke bevaret nogen kirkebog, som kan bekræfte dette; men det fremgår helt klart af lægdsrullerne, hvor vi også kan følge hans færden som tjenestekarl.

Forældrene hed Anders Jeppesen og Helvig Christensdatter, og vi finder dem som ubemidlede husmandsfolk i Toustrup sammen med sønnen Peder i folketællingen fra 1787. Før år 1800 var Peder flyttet til Hem, og dette år flyttede han videre til Hindborg. Han er registreret i Hindborg sogn i 1804, men det angives, at han nu boede i Nykøbing. Før 1808 var han flyttet til Nautrup. Nu havde han truffet sin tilkommende, idet han i maj 1807 var blevet gift i Fur kirke med Ane Mortensdatter fra Vojel. Han arbejdede på dette tidspunkt som færgekarl ved Sallingsund, hvor han var med til at ro færgen mellem Pinen og Plagen. Et år efter vielsen blev Peder Toustrup taget til soldat og det var han i mange år fremover. Han har sikkert ikke været ret ofte hjemme, for der gik fire år mellem de to første børn, og det varede yderligere 5 år før nummer tre dukkede op. Nu var familien imidlertid flyttet til Fur.

Det skete i 1813, idet de blev hjulpet af øens præst. Præsten hed Ole Sørensen og huskedes mange år efter for sin hjælpsomhed overfor de trængende Fuurboer, som Kruse fortæller i sin "Beskrivelse over Øen Fuur". Ole Sørensen var kommet til Fur som præst i 1806, og som noget af det første renoverede han den meget forfaldne præstegård. Han byggede bl.a. det stuehus, der står i dag i Gl. Præstegård.

En af de måder, som Ole Sørensen hjalp Furboerne på, var at han i januar 1813 købte 7 jordløse huse fri fra øens ejere, for at lade beboerne slippe for den faste fæsteafgift til den tidligere godsejer.

Et af husene lå i Madsbad og var beboet af Christen Wandborgs enke. Huset lå på nordsiden af Nr. Madsbadvej mellem nr. 12 og nr. 14. Husgrunden var på bare 276 m2 og er sammen med huset angivet på udskiftningskortet fra 1801 med nummeret 97.

Enken i huset døde den 14. januar 1813, to dage før pastor Sørensen fik skøde på huset, så nu havde han et hus til Peder Toustrup og familie. Det er sikkert Peders hustru Ane, der gerne ville hjem til Fur til sine slægtninge, når nu manden var så meget væk som soldat. I hvert fald flyttede familien ind i Madsbad, først til leje hos præsten, og siden hen køber de huset af ham på meget lempelige vilkår.

I 1817 var Peder Andersen sluppet ud fra soldatertjenesten og fik muligheden for at købe nogle stykker jord på Fur, idet Christen Nielsen Skipper i Søndergårde solgte ialt fire parceller á 2 skæpper hartkorn fra sin gård. Hver af parcellerne bestod af et stykke jord på Stisager, en lille englod i nordenden af Lille Vidkær samt en hedelod på Anshede. For 300 Rigsdaler købte Peder Toustrup den ene parcel, som nu blev lagt til huset, og han havde nu jord at dyrke og mulighed for at skaffe egne lyngtørv til ildstedet.

Den samlede ejendom fik nummeret 100 i den nye matrikel, og her øgedes børneflokken, nu med ca. 2 år mellem hver, indtil der var 5 levende børn, der voksede op og siden selv stiftede familie.

Som tilflytterfamilie på Fur havde børnene det handicap i modsætning til de indfødte slægter, at de ingen arveret havde til nogen egendom, og derfor måtte finde nye måder at etablere sig på. Inden vi ser på deres huse, synes jeg dog, at vi skal lære dem selv at kende.

Jens Pedersen var som den ældste født i Nautrup i december 1807. Han ernærede sig som fisker og kom som sådan langt rundt. Han blev så gode venner med Ole Mollerups datter Karen i Harboøre, at han blev gift med hende i 1834. De havde i starten ikke egen bolig, men boede til leje (som indsiddere) hos Christen Ruuseng i hans hus i Hvirp.

Maren Pedersdatter var nummer to og født i Nautrup den 4. november 1811. Hun var næsten 33 år, da hun blev gift med Jens Pedersen, som stammede fra Thorumgaard, men nu var tjenestekarl i Bakkegården i Debel.

Det tredie af Peder Toustrups børn var Helvig Pedersdatter, som var født i Madsbad 21. februar 1817. Hun var lige fyldt 21 år, da hun som tjenestepige på Livø "brændte varm" på den 20 år ældre Jens Nielsen Fuurboe, der var bødker samme sted, men iøvrigt kom fra Kettrup i Vester Han-herred. Hans navn kunne tyde på afstamning fra Fur; men det må være meget langt tilbage i tiden, for såvel hans fader Niels Andersen Fuur, som hans farfader Anders Jensen Fuur boede i Kettrup. Jens Fuurboe og Helvig blev gift i Bjørnsholm kirke i 1838 og flyttede kort efter til Fur, hvor han i mange år arbejdede som tømrer, hvilket skulle vise sig, at være af stor betydning for hele familien.

Peder Toustrup og Ane fik en dødfødt datter i 1819, men året efter kom datteren Ane Pedersdatter, der også kun var 20 år, da hun i 1840 blev gift med den 18 år ældre Anders Mortensen fra Nederby.

Den sidste i børneflokken var Anders Pedersen, der var født 8. juli 1822 i Madsbad og også ernærede sig som fisker. Han boede hjemme i Madsbad hos forældrene indtil han i december 1853 blev gift med Maren Christensdatter, datter af gårdmand Christen Nielsen Thise i Debel. Nu kender vi personerne, lad os nu så, hvorledes de etablerede sig, og siden flyttede rundt.

Byggerierne startede, da Jens Nielsen Fuurboe kom til øen sammen med Helvig. Han var jo håndværker og arbejdede som bødker, men var sikkert meget erfaren med alt træarbejde. Han nedsatte sig som tømrer, da de kom til Fur, men hvor skulle de bo? - Der var ikke plads til dem hos hendes forældre i Madsbad; men heldigvis havde nabomanden Niels Mortensen Sønder et stykke jord i Bjergemunde på sydskråningen, som han ikke brugte, dér kunne de da godt få lov at bygge. Her byggede Jens Fuurboe så sit første hus. Beliggenheden er lige syd for Ole Tarris have. Da det lå på en skråning, udnyttede man dette, idet nordvæggen blev gravet ind i skrænten, således nåede taget på denne side af huset helt ned til jorden. Her boede Jens Fuurboe og Helvig de næste 8 år.

Som tidligere nævnt boede storebror Jens Pedersen til leje i Hvirp med sin familie. De ville også gerne have eget hus. Ude i Søndergårde boede enken Maren Pedersdatter med et par sønner. Til hendes ejendom hørte en lang smal stribe jord løbende syd-nord fra fjorden ved Sønderhede og op over Mosebjerg Fløj. Her fik man en lejeaftale, så der kunne bygges hus til Jens og Karen. Det var sikkert også Jens Fuurboe, der stod for dette byggeri. Da huset lå i kanten af Mosebjerg Fløj, kaldtes det for "Fløjhuset". Hertil flyttede Jens og Karen med deres lille søn Peder Jensen i sommeren 1839, og fik kort efter endnu en søn Ole Jensen.

Nu gik der et par år, så blev søsteren Anne Pedersdatter gift med Anders Mortensen. Det første års tid boede de hos hendes forældre i Madsbad, hvor deres første barn blev født. Imidlertid ejede hans bror Bakkegaarden i Debel, og i 1841 fik Anders lejekontrakt gældende i 80 år på et lille stykke jord nordøst for Bakkegaardens bygninger. Her byggedes "Toustrupperne"s næste hus, hvor Anders og Anne flyttede ind. Det varede desværre kun ganske kort, så døde Anders Mortensen pludseligt. Anne fandt dog snart trøst hos smeden Vilhelm Knudsen, som stammede fra Viborg, men som til 1. maj 1842 var flyttet til Fur som smedesvend hos Anders' bror Diderik Smed i Nederby. Vilhelm og Anne blev gift i november og fik i løbet af 7-8 år tre børn sammen i Bakkegaardshuset.

Det næste par, der dukkede op og skulle have et sted at bo, var storesøster Maren Pedersdatter, der i oktober 1844 blev gift med Jens Pedersen, som var tjenestekarl i Bakkegaarden. De havde sikkert truffet hinanden i forbindelse med, at hun besøgte søsteren i nabohuset.

Huset i Bjerremunde var næppe særlig komfortabelt, så da der skulle skaffes bolig til Maren og Jens, så byggede Jens Fuurboe i stedet et nyt hus til sig selv. Han og Helvig fik lov til at bygge på hendes far, Peder Toustrups mark på Stisager. Huset stod klar i efteråret 1844, og nu skete en større rokade.

Jens Fuurboe og Helvig flyttede ud i det nye hus på Stisager. Jens Pedersen og Karen, der boede i Fløjhuset, flyttede til Bjerremunde og overlod Fløjhuset til de nygift Maren og Jens. Det var iøvrigt på samme tid, at Vilhelm Knudsen solgte de vestligste fire fag af Bakkegaardshuset til Grøn' Willads's moder Mariane Willadsdatter, således som fortalt i Skiveegnens Jul '86.

Nu var de ikke mindre end tre Jens'er i familien, og to af dem hed Pedersen, der måtte gøres noget. Derfor fik Jens i Bjerremunde et tilnavn, idet han blev kaldt Jens Pedersen Twinner. Hvorledes man fandt på dette tilnavn ved jeg desværre ikke, men det blev hængende på familien i de de næste to generationer, dog ikke som officielt slægtsnavn. Medens Twinner-familien boede i huset i Bjerremunde, fik huset også et kælenavn, idet det blev kaldt "Vinderupgaard".

Det var færgekarlene ved Fursund, der drev den spøg, når der kom unge karle med færgen til Fur og spurgte, om man vidste, hvor der var arbejde at få - "tag op til Vinderupgaard, dér kan I altid få et job", lød svaret. Twinner-familien var nok ikke særligt vel til mode, når en ung mand endelig fik stridt sig op i bakkerne, og så et lille hus uden hverken marker eller dyr, og så skulle forklare ham, at han var blevet taget ved næsen af færgefolkene.

Twinner-familien blev boende i "Vinderupgaard" til kort før århundredeskiftet. Da blev huset revet ned, og jorden blev solgt til Ole Christensen "Præst", der byggede den gård i bakkerne, som Ole Tarri nu ejer.

I Fløjhuset skete der det, at manden Jens Pedersen døde godt et år efter, at de var blevet gift. Han boede iøvrigt ikke meget i huset, for han var stadig tjenestekarl på Bakkegaarden flere kilometer væk. For at kunne passe sit arbejde her, måtte han blive boende i karlekammeret på gården, medens Maren boede i Fløjhuset, hvor hun fik tiden til at gå med at væve for folk. De nåede heller ikke at få børn.

Nu varede det fire år, før Maren igen blev forlovet, denne gang med Morten Madsen Smeds søn Christen Mortensen fra Nederby, som flyttede ud til hende, og de blev gift i 1850. "Kræn Smed i Fløj", som han blev kaldt, var fisker og 10 år yngre end Maren. De fik tre børn, hvoraf de to blev voksne og stiftede familie.

Som tidligere nævnt var jorden, hvorpå Fløjhuset lå, lejet og ifølge traditionen var lejen en kardus tobak årligt. Det burde være overkommeligt; men i 1885 fik man problemer med betalingen. I mellemtiden havde ejendommen, hvor jorden hørte til, skiftet ejer. Nu var det Mikkel Mounsted i Det Røde Hus, som ejede jorden, og han var mere skrap. Når de ikke kunne betale, så måtte de væk !

Det var en bitter dag, de fik den besked; men Kræn Smed og Maren måtte flytte til fattighuset i Hvirp, hvor de boede resten af deres dage. Mikkel Mounsted fandt en ny lejer i sin svoger Christen Christensen Ladegaard, som fik lejekontrakt på jorden i januar 1886.

Nu går det dog lidt for stærkt, vi må tilbage i tiden til året 1850. Da flyttede folkene fra Bakkegaardshuset.

Vilhelm Smed ville nok gerne have eget smedeværksted, og da der allerede var flere smedier på Fur, så flyttede han og Anne med deres børn til Nykøbing på Mors, hvorefter Bakkegaardshuset var frit. Den tidligere nævnte Christen Christensen Ladegaard var blevet gift godt to år tidligere, iøvrigt med Christen Mortensen /Smed/'s søster Mette Mortensdatter. Han var skipper og kom fra gården Ladegaard i Debel. Den første tid havde de boet hos hendes forældre i Nederby; men de ville gerne have eget hus, og Bakkegårdshuset kunne være meget passende til den lille familie, især da han ofte var på farten. Her boede de en halv snes år, indtil de havde fået deres syvende barn.

Vi må ikke glemme den sidste af Peder Toustrups børn. Den yngste, Anders Pedersen, som blev gift i 1853. Han var fisker, men havde nok lyst til noget mere. Han måtte dog tage til takke med et stykke tidligere hedejord nord for Anshede i det såkaldte "Lamme". Her havde han købt ca. 10 tønder land af Mogens Christian Arrøe i Præstegaarde. Jordstykket kostede 400 Rigsdaler. Han havde ikke alle pengene selv, så han måtte låne 250 Rdl. af ungkarl Jørgen Hansen Smed mod pant i jorden. Nu havde Anders jord, og formentlig med god hjælp fra svogeren Jens Fuurboe byggede han her en lille gård, der meget passende fik navnet "Hedegaard". Gården lå ved den nuværende Råkildevej ved det sidste skarpe venstresving, før man kommer til Råkilde. Her boede Anders og Maren de næste 6 år. Så blev Anders træt af den smule landbrug, og måske kunne de slet ikke få det til at løbe rundt økonomisk, for i 1859 var de villige til at bytte ejendom med Christen Ladegaard, som endnu boede i Bakkegaardshuset.


Hedegaard tegnet i 1906 af den døvstumme Else i Bjerregaard.

Christen Ladegaard havde tjent en del penge som skipper, og havde allerede i 1854 købt ca. 14 tdr. land af samme Mogens Arrøe, lige op ad Hedegaards jorder. Han havde iøvrigt været smart, for i forbindelse med købet havde han sikret sig ret til benytte vandløbet den såkaldte "Råkildestrøm" til sin engvanding. Nu kunne han slå jorderne sammen og få et mere givtigt landbrug ud af det, så han betalte Anders Pedersen en passende kompensation, og så byttede de boliger. Christen Ladegaard flyttede til Hedegaard, nu med ca. 24 tdr. land, og Anders Pedersen flyttede til Bakkegårdshuset. Dette skete i sommeren 1859.

Anders Pedersen døde i 1872; men enken Maren Christensdatter levede i Bakkegaardshuset indtil 1902, hun var da næsten 80 år gammel. Bakkegårdshuset kom på nye hænder, og et lille jordstykke på knap 400 m2, hvor huset lå, blev købt fra Bakkegaarden. Huset blev stående indtil 1936. Jorden blev herefter i en periode brugt selvstændigt, men kom siden tilbage til Bakkegaarden, og idag er der intet at se på stedet.

I Hedegaard gik det væsentlig bedre for Christen Ladegaard og Mette. Familien voksede og voksede - de fik ialt 14 børn. Da Christen var godt 65 år, var de klar til at stoppe med landbruget. De solgte Hedegaard til murer Peder Thomsen fra Stisager, der lige var blevet gift, og Christen Ladegaard og familie flyttede som tidligere nævnt ud på Fløjhuslodden. Hedegaard fortsatte som landbrugsejendom. Den blev solgt til et molerselskab men blev herefter forpagtet ud som landbrug indtil januar 1981, da bygningerne brændte og kort efter blev revet ned. Nu kan der ses lidt ujævnheder på jorden hvor gården lå. I dag er største delen af jorden i øvrigt overtaget af Miljøministeriet som et led i forsøgene på at bibeholde en del af Furs natur.


Det hvide hus er Fløjhuset omkring 1913. Familien i forgrunden er naboen Jens Christensen (Karl) med familie.

Christen Ladegaard ville ikke bo i Fløjhuset, så han lod bygge et nyt hus på grunden. Familien undrede sig iøvrigt meget over, at han ville bo på lejet jord, når han nu havde penge nok til at kunne klare sig; men det var måske alligevel det mest økonomiske, så han blev på stedet. Stedet overtoges i 1906 af sønnesønnen Jens Ladegaard, der blev her indtil ca. 1935. Det gamle Fløjhus var forinden revet ned, og vi kan næppe spore nogle rester af det i dag.

Nu har vi fulgt de øvrige Toustrupejendomme; men vi må ikke glemme Jens Nielsen Fuurboe, der i 1844 havde bygget sig et nyt hus på svigerfaderens jord i Stisager. Huset lå på sydsiden af Stisagervej mellem nummer 21 og 23, nærmest det første. Jens og Helvig havde fået to dødfødte børn, medens de boede i Bjerremunde; men i 1845 fik de på Stisager sønnen Niels Peder Jensen, der var opkaldt efter begge bedstefædrene, og i 1848 kom datteren Ane Kirstine opkaldt efter de to bedstemødre. Penge havde Jens Fuurboe ikke mange af, så da svigerfaderen ville sælge jorden på Stisager, måtte Jens Fuurboe igang med endnu et nybyggeri. Denne gang var det svigerfars lod på Anshede, der måtte holde for. Huset på Stisager og jordlodden samt den lille englod ved Lille Vidkær blev solgt til Jens Mortensen Skomager i december 1848, og så var der penge til materialer til et nyt hus på Anshede. Jens Skomager blev iøvrigt boende på Stisager indtil 1860, da han flyttede til Kønsborg, og Stisagerhuset blev revet ned og jorden lagt til naboejendommen.

Jens Nielsen Fuurboe byggede nu hus på Anshede og her flyttede de ud. Han opgav tømrerhvervet og arbejdede i stedet som stenkløver, der bl.a. huggede trappesten og syldsten af store marksten. Økonomien var dog stadig skidt. 5½ år senere må de flytte endnu en gang. Svigermoderen, den gamle Peder Andersen Toustrups hustru Ane Mortensdatter var i 1853 død i huset i Madsbad, og Peder ville flytte ud til sønnen Anders i Hedegaard, som forinden havde fået skøde på fødestedet i Madsbad.

Nu skulle Anshedelodden sælges. Jens Fuurboe havde ikke råd til at købe den; men han fik en lejekontrakt på et andet stykke jord på Anshede, som ejedes af gårdmand Niels Andersen i Søndergårde (Matr. Nr. 49) gældende fra 1. maj 1854. Den 11. juni 1854 sælges jordlodden med Anshedehuset til Søren Pedersen Murer, der selv byggede nyt hus, hvorefter Jens Fuurboes gamle hus blev revet ned.

Jens Nielsen Fuurboe byggede nu hus for sidste gang på den nys lejede jord, og her fødtes de to sidste børn, døtrene Mariane og Else Kirstine Jensen. Nu gik det imidlertid helt galt for familien, for knap to måneder efter Else Kirstines fødsel døde moderen Helvig Pedersdatter. Jens havde året før måttet låne 40 Rdl. mod pant i hus, indbo, besætning og brugsretten til jorden for at klare økonomien, og nu stod han alene med fire børn under 14 år. Den helt spæde skulle straks i pleje.

Det blev husmandsfamilien Anders Christensen "Kok" i Debel og hans kone Kirsten Christensdatter, der tog imod den lille. De havde haft fire små børn, men mistede tre af dem med ganske kort mellemrum. Christen på tre år var død en måned tidligere og den lille Thøger Christian på 1 år døde samme dag som Helvig Pedersdatter, så Kirsten havde uden tvivl mælk, så hun kunne amme den spæde Else Kirstine. Godt to uger senere mistede Anders Kok og Kirsten endnu en søn Iver på knap 5 år, så de blev meget glade for den lille "Stine", som de beholdt som deres eget barn, indtil hun rejste fra Fur engang i 1870'erne.

Nu kunne Jens Nielsen Fuurboe ikke klare sig mere. Han var godt 60 år gammel og havde ikke noget at leve af, så han kom på fattighjælp. Han og de tre børn blev dog boende i huset på Anshede indtil han døde i sommeren 1865, knap 68 år gammel. Når folk under fattigvæsenet døde, så "arvede" kommunen deres ejendele som en kompensation for udgiften. Således finder vi Jens Fuurboes efterladenskaber registreret i Fattigvæsenets Registreringsprotokol (i Landsarkivet i Viborg).

Af størst værdi var "et hus i øst og vest og i syd", vurderet til 100 Rigsdaler. Jordlodden vurderes til en brugsværdi på 100 Rdl. Besætningen bestod af to får; men man havde iøvrigt en bistok - det var datidens bikuber. Blandt det helt almindelige indbo finder vi hans stenklyverredskaber vurderet til 3 Rdl.

Huset blev solgt til en Christen Nielsen, som lod det brandforsikre i 1867, men allerede i april 1869 slettede det af brandforsikringen, fordi det var nedbrudt.

Jens Fuurboes tre børn var nu helt alene. Niels Peder var 20 år og allerede ude at tjene. Han var ca. 1863 flyttet fra Fur til Vejerslev på Mors, hvor han senere blev gift. Hans familie bosatte sig i Nykøbing og har i dag mange efterkommere. Ane Kirstine, der var 16 år gammel, flyttede til Nykøbing straks efter faderens død, måske til mosteren Ane Pedersdatter og hendes mand, smeden Vilhelm Knudsen. Hun blev også gift og boede en tid i Højslev ved Skive. Mariane var 10½ år, da faderen døde og hun blev forsørget af fattigvæsenet, men kom iøvrigt i familiepleje. Således finder vi hende i folketællingen fra 1870 som plejebarn, 15 år gammel hos husmand Jens Christensen "Frederiksen" og hans hustru Kirsten Nielsdatter i Nederby. Senere flyttede både Mariane og lillesøsteren Stine fra Fur, formentlig også til Nykøbing, hvor Mariane døde ugift i 1920, medens Else Kirstine blev gift, men fik ingen børn.

Således endte den "store" husbygger. Alle husene er forlængst væk; men Jens Fuurboe og Helvig og alle hendes søskende "Toustrupperne" har efterladt sig en stor efterslægt spredt over hele landet.

Nybyggernes huse

Vi kan passende slutte med at se, hvorledes det gik med slægtshuset i Madsbad. Da Peder Toustrup var flyttet ud til sønnen i Hedegaard, blev huset overladt til en furpige Christiane Jensdatter. Hun var født i Sønder Mølle, og var i 1848 blevet gift med matros Peder Christensen fra Søndergaarde, da de havde fået et barn. De flyttede til Selde eller Aasted og fik yderligere to børn; men så blev de separeret, og hun flyttede tilbage til Fur med børnene og flyttede ind i Toustruppernes hus i Madsbad. Her boede hun alene endnu i 1870, hvor hun ernærede sig af sine renter og noget husflid.

Huset i Madsbad blev senere revet ned, og nu skete det mærkelige, at alle glemte, at husgrunden på 276 m2 endnu ejedes af Anders Pedersen eller hans arvinger. På tingbogskontoret i Skive havde man ikke fået registreret deres adkomst til grunden, og den dag i dag optræder Matrikel Nr. 100c i Sundsøre Kommunes ejendomsregister uden noget registreret ejerskab. Den lille plet jord er selvfølgelig forlængst taget i brug af naboerne.